Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

12-05-2023

Vi Lejere nr. 2. 2023 er udkommet

LLO´s medlemsblad Vi Lejere nr. 2. 2023 er færdigtrykt og på vej mod medlemmernes postkasser.

Landsformand Helene Toxværds leder adresserer problemet med, at antallet af fogedudsættelser er steget med 30 pct. fra 2021 til 2022, og at flere udsættelser bl.a. afstedkommer en form for "skjult hjemløshed", hvor mennesker tvinges ud af deres hjem og fx må flytte til venner eller familie.

Desuden, at vi fortsat venter på regeringens udspil om huslejeloftet, da det nuværende aftalte loft på 4 pct. snart bortfalder.

Læs mere her

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
11-05-2023

Kom til Boliglaboratoriums udstilling "Living Spaces"

I Jernbanebyen, på DSB´s gamle jernbanegrund i København SV, kan man i øjeblikket se Boliglaboratoriums udstilling "Living Spaces" udfolde sig under tagene på en række opstillede træpavilloner.

Med "Living Spaces" giver Boliglaboratorium i alt syv bud på fremtidens bygge- og bo-kultur, der med modeller viser, hvordan man kan indrette sig med mindre plads, dele faciliteter og ressourcer, bruge flere cirkulære principper og bygge med lavt CO2-aftryk.

Udstillingen er for alle og varer fra 9. maj og til 15. november.

Læs mere hos Realdania

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
10-05-2023

Inflationen falder - men er stadigvæk langt fra tidligere niveau

For april 2023 er stigningen 6,4% i forhold til april måned 2022. Det fremgår af Danmarks Statistik, der i dag kan offentliggøre at kerneinflationen er faldende. Det samme er det såkaldte nettoprisindeks.

Netop stigninger i nettoprisindekset har stor betydning for lejerne, da mange lejere har et vilkår i lejeaftalen der betyder, at lejen stiger i samme takt som nettoprisindekset.


 

I efteråret 2022 blev der på baggrund af de voldsomme stigninger indført et såkaldt huslejeloft, som skulle begrænse lejestigninger der oversteg 4%. Huslejeloftet gælder kun frem til årsskiftet 2023/2024, men det blev til gengæld aftalt, at der skulle nedsættes et udvalg som gjorde op med den nuværende ordning. Selv om det var hensigten, at udvalget skulle nedsættes og være klar med forslag til en ny ordning i 2023, har den nuværende regering tilsyneladende valgt helt at droppe denne plan med henvisning til, at der ikke længere er en aftale, da flertallet for denne er væk.

Det er derfor uvist, hvor lejerne står når det midlertidige huslejeloft ophører.

LLO opfordrer på den baggrund regeringen og Folketinget til at færdiggøre arbejdet så hurtigt som muligt, så lejerne kan sove roligt om natten og vi kan undgå at lande i den samme situation, som nødvendiggjorde huslejeloftet i 2022.

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

 

Læs mere…
08-05-2023

LLO: Uacceptabelt, at ventetiden i Huslejenævnene er fordoblet

Tal fra Social- og Boligstyrelsen viser, at ventetiden på sager i huslejenævnet er fordoblet siden 2021. I nogle kommuner venter lejere over 12. mdr. på deres sag.

Hos LLO Hovedstaden kalder man det helt uacceptabelt, at ventetiden på at få afgjort sin sag er fordoblet i flere kommuner, det siger Claus Sahl Højte, direktør i LLO Hovedstaden til DR nyheder.

For det kan være en stor belastning for lejerne, når de skal vente længe på afgørelser om eksempelvis huslejestigninger.

- Det er vigtigt, at nævnene behandler sagerne så hurtigt som muligt. For den enkelte kan det være en katastrofe ikke at kende sin husleje, og det giver stor usikkerhed om ens økonomi, siger Claus Højte.

Derfor skal kommuner med lange ventetider i huslejenævnene tilføres flere kræfter. Det er nemlig vigtigt, at man kommer i bund med sagspuklen, mener han.

- Huslejenævnene skal bemandes bedre på kommunalt niveau. Det er altafgørende og kræver flere ressourcer, siger Claus Højte.

Læs artiklen fra DR

Se DR Tv-Avisen fra d. 8. maj kl. 18.30 (16.50 inde i udsendelsen), hvor direktør i LLO Hovedstaden, Claus Højte, udtaler sig.

Hør DR Radioavisen (Indslaget høres 06.25 inde i udsendelsen).

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
03-05-2023

Ny juridisk chef i LLO Hovedstaden

Den 1. maj indtog cand.jur. Katrine Sparrewath Nielsen pladsen som juridisk chef i LLO´s hovedstadsafdeling.

Katrine har været ansat i LLO Hovedstaden de seneste 7 år som jurist, og har således et godt kendskab til både juraen og medlemsrådgivningen i afdelingen, som hun nu bliver chef for.

Katrine afløser den tidligere juridiske chef, Jakob Møldrup-Lakjer, som i 7 år har været LLO Hovedstadens juridiske chef, der fra den 1. maj har valgt at skifte til et job hos KAB.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere…
01-05-2023

Lejer fik 30.000 kr. retur fra udlejer

Et medlem fra Aarhus kontaktede efter en fraflytning LLO´s Servicekontor i Aarhus, fordi han ikke modtog en flytteopgørelse fra udlejer. Dette skulle vise sig til lejers fordel.

Opgørelsen kom dog kortvarigt efter, og viste, at udlejer havde regnet sig frem til at lejer, trods et depositum på 35.400 kr. og en forudbetalt husleje, kun skulle have 2961,71 kr. retur.

De 2961,71 kr. ønskede udlejer at tilbageholde til evt. ekstra varmeregning for 2022.

Servicekontoret kontaktede udlejer og forklarede, at udlejer skyldte lejer i alt 32.439 kr., da der hverken var lavet ind – eller fraflytningsrapport. Dertil kom, at der manglede gyldige forbrugsregnskaber. 

Efterfølgende blev Servicekontoret kontaktet af udlejers advokatfirma, der forsøgte at dokumentere at der var udført både en ind – og fraflytningsrapport, som de vedhæftede som dokumentation.

  • Indflytningsrapporten var imidlertid en rapport lejer aldrig tidligere havde set, og den var heller ikke underskrevet af lejer, og der kunne ikke fremlægges dokumentation for at rapporten var udleveret eller sendt til lejer tidligere. 
  • Fraflytningsrapporten var en mail, som udlejer mente at have sendt til lejer meget sent om aftenen, den dato hvor der var afholdt syn i lejligheden. Lejer oplyste at han aldrig havde modtaget mailen.

Derudover gjorde advokatfirmaet gældende, at de mente at udlejer slet ikke skulle reklamere indenfor de almindelige frister, ift. de reklamationer udlejer mente var misligholdelse af lejemålet, hvilket LLO´s Servicekontor blankt afviste. 

Udlejers advokat foreslog derefter, at der blev indgået forlig, hvor udlejer tilbagebetalte 17.235,39 kr. til lejer.

Servicekontoret skrev tilbage til advokatfirmaet, hvor de fastholdt kravet på 32.439 kr., og forklarede, at reklamationsreglerne også gælder selvom manglen måtte være opstået som følge af misligholdelse, og henviste til retspraksis på området.

Forlig på 30.000 kr.

Efter drøftelse med lejer afviste Servicekontoret udlejers forligsforslag. På lejers opfordring blev det i stedet tilbudt udlejer, at sagen kunne afsluttes ved at udlejer betalte 30.000 kr. til lejer til fuld og endelig afgørelse i sagen - såfremt betaling skete med det samme. Ved dette forlig ville lejer også frafalde kravet på at få tilsendt gyldige forbrugsregnskaber.

Efter ca. en uge vendte advokatfirmaet tilbage hvor de accepterede lejers forligsforslag, og lejer har oplyst LLO at han modtog de 30.000 kr. senere samme dag. 

 

Læs mere…
24-04-2023

Lejer fra Vejle fik 12.950 kr. retur

I en fraflytningssag stillede udlejer krav om, at lejer skulle betale en flytteopgørelse på 7.472,5 kr. til istandsættelse, som blev fratrukket lejers depositum.

Lejer, der er medlem ved LLO´s Servicekontor i Aarhus, fik en rådgiver til at se på fraflytningssagen, hvilket viste sig at være en god ide.

Udlejer havde nemlig ikke overholdt formalitetskravene i forbindelse med fraflytningssynet (§187), og havde desuden opkrævet forkert for vask, hvilket betød yderligere 3000 kr. til lejer.

Sagen blev løst ved, at rådgiveren kontaktede udlejer på vegne af medlemmet, og gjorde opmærksom på ulovlighederne, hvorefter udlejer accepterede LLO´s krav.

Efterfølgende tilbagebetalte udlejer i alt 12.950 kr. til lejer.

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
20-04-2023

IUT afholder den 22. verdenskonference

IUT - International Union of Tenants - afholder i øjeblikket den 22. Verdenskonference i Lissabon fra 19.-21. april 2023.

LLO - Lejernes Landsorganisation Danmark deltager med en delegation med Landsformand Helene Toxværd i spidsen.

Forud for konferencen afholdes bestyrelsesmøde i IUT, hvor LLO sidder repræsenteret.

Temaet for konferencen i år er "Tenants for safe and affordable housing" og konferencen åbner i dag, onsdag kl. 12.

Læs om konferencen: https://www.iut.nu/events/iut-world-conference/...

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
18-04-2023

Mindeord om Peter Andersen

Det var med stor sorg, jeg modtog meddelelsen om, at vores mangeårige medlem af hovedbestyrelsen og bestyrelsen af LLO Hovedstaden, Peter Andersen, døde tidligt påskelørdag.

Peters engagement i samfundsforhold - og især lejerspørgsmål - er bredt kendt og anerkendt både i og uden for LLO.

Peter var et menneske, der ville noget; et menneske med stor kærlighed og en dyb og oprigtig interesse i andre mennesker og med et aldrig svigtende fokus på de forhold, vi som mennesker og som samfund byder hinanden.

Peter var en kendt og værdsat tillidsmand i den allerfineste forstand.

Hans engagement stammede helt tilbage fra barndommen, og det varede livet ud. Kun 14 dage før sin død - som næsten 82-årig - deltog han i sit sidste hovedbestyrelsesmøde. Peter ankom til mødet med stok og i taxa hele vejen fra Ballerup til centrum af København. For selv om benene ikke ville som han, så skulle tillidshverv passes. Det blev Peters sidste hovedbestyrelsesmøde i LLO, men det kunne ingen af os forudse, for han deltog som altid engageret i de enkelte punkter på dagsordenen. Det skete bl.a. i et indlæg om almene boliger og om de boligpolitiske ændringsforslag, han havde lavet til SFs landsmødeudtalelse weekenden efter i Kolding.

I LLO vil vi huske Peter som en vedholdende og stædig fortaler for retfærdighed og ordentlighed i forhold til boligpolitikken og ikke mindst for lejerne!

LLO har ved Peters død mistet en stærk og vedholdende røst, en fantastisk loyal tillidsmand med et aldrig svigtende fokus på organisationens ve og vel – både her og nu og i fremtiden! Han blev 81 år og var ved sin død æresmedlem af LLO.

Personligt siger jeg farvel til en trofast kammerat, et utroligt varmt, humoristisk og fint menneske, og en personlig ven i mere end 35 år.

 Vores tanker går til Peters kone Hannah, til børnene Casper, Josefine, Henrik og Henriette, samt til alle Peters børne- og oldebørn. 

 

 Æret være Peter Andersens minde.

 Helene Toxværd, landsformand

Læs mere…
17-04-2023

Fire vindere er kåret i den store internationale idékonkurrence "Neighbourhoods for Generations"

Vinderne blev fundet blandt 78 forslag fra lande som Sydafrika, Australien, Brasilien, USA. Idéerne skal nu videreudvikles, og målet er at skabe ny viden til gavn for hele boligsektoren.

Om valget af de fire vindere siger Christian Pagh, direktør og chefkurator for Oslo Architecture Triennale, som er juryformand for konkurrencen, til Fagbladet Boligen:

"Vinderne har evnet at skitsere ideer, som både er visionære og realistiske. Det kan kræve en god kulturel forståelse at kunne gribe ind i en dansk nabolagssammenhæng på en overbevisende måde."

På trods af bidrag fra hele verden er vinderne trukket blandt danske og norske bidrag, hvilket understreger styrken i kendskab til det lokale og den bagvedliggende kulturbaggrund.

"Et nabolag er jo per definition lokalt og specifikt, så det er i mine øjne ikke så overraskende, at vinderne findes blandt danske og et norsk bud. Uanset har det været virkelig inspirerende at se så forskellige idéer fra hele verden," siger Christian Pagh til Fagbladet Boligen.

 

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
< 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54  >

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser