Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

10-10-2019

IUT verdenskongres, Wien

Internationalt // Af Kjeld Hammer

I hele verden slås lejere med de samme problemer: højere og højere huslejer, som presser dem ud af storbyerne, og manglende lejerbeskyttelse.

I hele verden slås lejere med de samme problemer: højere og højere huslejer, som presser dem ud af storbyerne,  og manglende lejerbeskyttelse.

Verdens lejere: Handling i stedet for ord

Den internationale lejerorganisation, IUT,

har holdt verdenskonference i Wien.

Dansk fingeraftryk på  de kommende års arbejdsprogram.

 

De kom fra hele verden og mødtes i Wiens imposante rådhus. Lejer-repræsentanter fra 23 lande og fire verdensdele samledes i starten af oktober i Østrigs hovedstad til international konference. Fra LLO deltog landsformand Helene Toxværd, som også er medlem af den internationale lejerorganisation, IUT's bestyrelse.

 

Wien: 60 pct. i betalelige boliger

Inde i det historiske rådhus med 1500 rum og 2000 vinduer tiltrak det  socialdemokratiske bystyre sig hele verdens opmærksomhed ved på kun 15 år fra 1919 til 1934  at bygge 60.000 gode og sunde sociale boliger og den dag i dag kan bryste sig af, at hele 60 pct. af byens befolkning bor i betalelige boliger. Her i "Våbensalen" diskuterede deltagerne lejerproblemer og storbyudvikling, udvekslede erfaringer med national lovgivning og vellykkede kampagner, lejernes stilling i almindelighed overfor griske udlejere, kommuner og regeringer, der forsøger at score kortsigtede politiske points på at lempe lovgivningen og nærme sig markedsleje – senest sågar i Sverige, men under stopre protester. Og som i Danmark vil sælge gode, almene boliger som private ejerboliger i naiv tiltro til, at netop det er vejen frem.

 

Brandmænd og sygeplejersker

Man delte fælles erfaringer med "renoviction" (renovering, så lejerne ikke bagefter kan betale huslejen), og "turistification" (weekend-udlejning til turister, så billige lejligheder forsvinder). I alle tilfælde med de mindst bemidlede som tabere. Men derudover med den konsekvens, at storbyerne tømmes for beboere med almindelige indkomster og byernes sammenhængskraft forsvinder. Som det blev sagt fra talerstolen: "Det er jo grotesk, at de brandmænd og sygeplejerner, der skal redde beboere og huse i byerne, ikke selv har råd til at bo der eller blive boende". Og som den nyvalgte præsident, Marie Linder, sagde i sin afslutning: "Der er udfordringer for os i hele verden og mange forskellige, nationale løsninger. Men vi har også mange fælles udfordringer, f.eks. boligen som en menneskeret!".

 

Den internationale lejerbevægelse, IUT, ledes af 12 bestyrelksesmedlemmer fra 10 lande. Deriblandt LLO's formand Helene Toxværd. Hun fortalte om den danske regerings helt aktuelle planer om stop for spekulation efter renovering og fraflytning.

 

Dyster fremtid

I en fælles konference-udtalelse, som Helene Toxværd fik sat et fingeraftryk på,  konstaterer verdenskonferencens deltagere, at trefjerdele af verdens befolkning om 30 år vil bo i byerne med alle de problemer det i sig selv medfører og allerede mange steder har medført. De næste tre år vil organisationen overvåge FN's målsætning om boliger, der er til at betale for alle. Det sker under overskriften "Handling – ikke kun ord". Det slåes bl.a. fast,

at boliger ikke er en vare, men en basal menneskeret,

at renovering ikke må finde sted uden genhusning (Toxværd's fingeraftryk),

at skyhøje huslejer skal stoppes,

at mangel på lejeboliger ikke kun berører de fattige, men alle,

at lejerinddragelse i boligkvartererne er nødvendigt

og at lejernes rettigheder skal beskyttes.

IUT har stor forståelse i EU for disse problemstillinger, og f.eks. EU's housing-plan fra 2018 er iflg. Barbara Steenbergen fra IUT's Bryssel-kontor "det mest progressive dokument til dato om betalelige boliger". Med andre ord: Her er der i det mindste i Europa en vigtig fælles base at arbejde udfra og presse på med.

 

Wien repræsenterer 100 års aktiv lejer-politik og er et excellent eksempel på, hvad lejernbevægelsen i hele verden kæmper for omkring betalelige boliger. Man fokuserer både på fattige og på middelklassen som lejere. Her det banebrydende Karl Marx Hof med 1.000 lejligheder.

 

Danmark foregangsland

Helene Toxværd konkluderede  efter konferencen:

”Det er tydeligt, at de steder hvor lejerrettigheder ses som “hattedameri”, altså noget til mennesker med sociale problemer, er den generelle lejerbeskyttelse ringere end i de lande, hvor lejerrettigheder er en fast forbrugerbeskyttelse, som gælder for alle lejere.

I LLO skal vi derfor holde fast i og udbrede den lejerbeskyttelse, som har gjort os til et internationalt foregangsland og ikke sætte denne position over styr ved indgreb som “ghettopakken” og andre indgreb i beboernes selvbestemmelse”.

 


Det bankede på hendes dør...

I 1985 bankede nogen på Marie Linders dør i Stockholm. Det var lejerforeningen i det byggeri, hvor hun var flyttet ind som lejer med små børn, men straks konstaterede byggeproblemer. Lejerforeningen tog hendes problemer alvorligt og løste dem. Det var en øjenåbner for Marie. Hun blev selv aktiv i den svenske lejerbevægelse.

Den 2. oktober blev hun valgt som præsident for lejerorganisationer i 46 lande verden over med millioner af medlemmer.

Marie Linders egen konklusion af oplevelsen i 1985: "Man ved aldrig, hvornår man får brug for hjælp. Vi arbejder med hinanden, vi lærer af hinanden, vi er solidariske og boligen er en menneskeret! Og det er os i IUT, der skal minde politikerne om de mål, de selv har underskrevet i bl.a. EU".

 

Marie Linder – ny præsident for IUT.

 

Ny tysk vicepræsident

Marie Linder efterfulgte som præsident en anden svensker, Sven Bergenstråhle.

Hun har en uddannelse i statsvidenskab og journalistik/kommunikation og er også landsformand for den stærke svenske Hyresgästforening, der netop nu lægger arm med den svenske regering, som vil indføre delvis markedsleje i lejebolig-sektoren.

Som ny vicepræsident valgtes tyskeren Rolf Gassman. Hollænderen Jan Laurier blev genvalgt som den anden vicepræsident.

                                                                                                                                                                                                    

 

Læs mere…
02-10-2019

Flere lejelovsændringer på vej!

Regeringen har netop offentliggjort det såkaldte lovkatalog, der beskriver de lovændringer regeringen ønsker at gennemføre.

Regeringen ønsker at:

1) 5,2 skal laves om, så der sikres “rimelige huslejer”

2) Der indføres en anmeldelsesordning, som skal sikre at lejerne ikke bor i usunde boliger

3) Lejeloven og boligreguleringsloven skal skrives sammen.

 

Der er mange gode forslag og i LLO er vi klar til at kæmpe for tiltag, der sikrer gode boliger, ordentlige forhold og rimelige huslejer.

Du kan læse regeringens lovkatalog her: https://www.regeringen.dk/med…/7332/lovprogram-2019-2020.pdf

Læs mere…
24-09-2019

ABF og udlejerne: Huslejen skal være tårnhøj af hensyn til andelshaverne

Andelshaverne og udlejerne er gået sammen om at kræve høje huslejer til danskerne for at holde hånden over de mest risikovillige andelshavere.

Udlejernes forening, EjendomDanmark (ED) og Andelshavernes Fællesrepræsentation (ABF) har 23.9.2019 fremsendt en fælles pressemeddelelse. De mener, at politikerne skal være meget påpasselige med at ændre på den paragraf, der giver mulighed for nogle kæmpe huslejestigninger, nemlig Boligreguleringslovens § 5, stk. 2.

 

Overraskende og skuffende udmelding

Udlejernes kritik var og er forventet: Naturligvis vil de have, at huslejen skrues så højt op som muligt, så deres medlemmer kan få et højere afkast. Men at andelshaverne, der selv er gået fra at være lejere til at blive andelshavere ved at benytte den såkaldte ”tilbudspligt”, vender om på hælen og kræver at landets resterende lejere skal have hævet deres huslejer, det er både overraskende og skuffende.

Det er dog ikke kun den manglede solidaritet, vi er skuffede over. Det er den skræmmekampagne man er gået sammen med udlejerne om at føre.

 

Halvbagte tal

Det er ikke første gang udlejerne har været ude med en påstand om, at op til 40.000 andelshavere vil blive teknisk insolvente, hvis man ikke længere må fastsætte huslejen efter § 5,2.

Boligministeren har tidligere kommenteret tallet som ”halvbagt” og efterspurgt dokumentation. Med dagens pressemeddelelse er vi ikke blevet klogere: 40.000 er ca. det antal andelsboliger, der er handlet i løbet af fem år, men det tal siger ikke noget om der er brugt offentlig ejendomsvurdering eller valuarvurdering, eller hvilken gæld der er stiftet.

Udlejerne sidder med i det ekspertudvalg som skal undersøge § 5,2, men vil ikke altså vente på de korrekte tal, der kan blåstemples af ekspertudvalget. De fremlægger i stedet deres egne tal for at præge debatten, uanset betydelig usikkerhed. Det er meget nemt gennemskueligt spin og disse påstande kan nemt faktatjekkes når rapporten kommer i oktober. Hvis tallene er anderledes, vil dette selvsagt give store ar i troværdigheden for udlejerne og andelshaverne.

 

Kæmpe værdistigninger

Ligesom investeringsejendomme har andelsboligerne oplevet meget store værdistigninger. Ejendommene har mere end tredoblet deres værdi siden 1995, hvis man korrigerer for inflation.

De fleste andelsforeninger har derfor en stor buffer at give af, og de fleste andelsboligforeninger har slet ikke de risikable valuarvurderinger, der kan gøre andelshavere til millionærer i løbet af en generalforsamling, men som også medfører risiko for at det kan gå den anden vej.

 

Ingen løsninger

Hverken udlejerne eller ABF har et svar på, hvordan man vil sikre at der stadigvæk er betalelige boliger i København om ti-femten år eller hvordan man reelt stopper kapitalfonde som Blackstone. Dette er tilsyneladende underordnet ift. at sikre den høje værdistigninger bliver ved.

Vi ved, at udlejerne er ligeglade med blandede byer, men at andelshaverne aktivt kæmper imod rimelige huslejer, dét er alligevel nedslående.

Læs mere…
23-09-2019

HØRINGSSVAR PÅ HØRINGSSVAR

LLO har fra 2018 og frem lavet en lang række håringssvar. Et arbejde, som gør en forskel på det boligpolitiske område - til gavn for alle lejere.

Læs artiklen i Vi Lejere 3. 2019

Læs mere…
17-09-2019

De større studiebyer er ved at ændre sig til utilgængeligt område for studerende

De unge fra provins- og landområderne samt internationale studerende er dem, der har det dårligste netværk, de færreste midler og derfor de største udfordringer med at finde en bolig i deres studieby.  

Boligmarkedet i de store studiebyer har i en lang periode set en eksplosion i priserne, der gør, at vores større byer i stigende grad bliver økonomisk utilgængelige for unge. Siden 1990 er der eksempelvis kommet 147.000 nye københavnere, og der er i samme periode kun bygget 30.000 boliger.

Læs debatindlægget fra DSF og LLO her 

Læs mere…
17-09-2019

Renoverprisen 2019 – vinderen er kåret

Årets vinder af Renoverprisen blev hotellet Herman K i København. Et meget flot og stilfuldt projekt, hvor den oprindelige bygning, en gammel transformatorstation, i 2018 blev ombygget til et stilfuldt hotel og restaurant.
Renoverprisens begrundelse for nomineringen og selve projektet kan ses her: https://renover.dk/projekt/hotel-herman-k/

 
Lejernes Landsorganisation er repræsenteret i valgkollegiet for Renoverprisen

 LLO´s landsformand, Helene Toxværd, sidder i valgkollegiet og har derfor været med til at vælge imellem de mange flotte renoveringsprojekter.

Og selvom valget af Herman K er et godt og flot valg, så fremhæver hun også et andet projekt, som var med i opløbet, men altså ikke vandt: den almene bebyggelse Sønderparken i Fredericia, der bl.a. fik følgende ord med på vejen som begrundelse for nomineringen:

”Sønderparken i Fredericia er et fornemt eksempel på en dybtgående renoveringsindsats med et samfundsmæssigt perspektiv, som kendertegner den almene sektor. Renoveringen har krævet vilje og mod til samarbejde mellem Boligkontoret Fredericia og boli.nu, inddragelse af rådgiverne, de udførende og brugerne. Men ikke nok med det! Medvirkende til successen med at slippe fri fra ghettolisten er, at der har været mod til at gennemføre eksperimenter med nye principper for udearealer og nye boligtyper.” […] ”Projektet angiver en strategi for, hvordan man gennem en beboerdemokratisk proces løfter et belastet boligområde til en bæredygtig bydel, der appellerer til en bredt sammensat beboergruppe af bl.a. børnefamilier, studerende, singler og seniorer.”

Man kan læse mere om projektet og nomineringen her: https://renover.dk/projekt/soenderparken-2/

Se video om renoveringen: https://www.youtube.com/watch?v=ey814S0fi80

Du kan se alle de nominerede og læse mere på Renoverprisens hjemmeside: https://renover.dk/

Læs mere…
03-09-2019

Fik du korrekt boligstøtte i 2018? Sørg for, du ikke snyder dig selv!

Fra 6. september udsender Udbetaling Danmark opgørelser om boligstøtten for 2018.

Det er vigtigt, du læser brevet og reagerer, hvis du ikke er enig i de indkomster, Udbetaling Danmark har brugt. Ikke alle modtager opgørelsen lige med det samme, da de udsendes over tre omgange i efteråret.

 

Hvad skal du primært se efter?

Det er rigtigt vigtigt at din:

- Indkomst

er korrekt opgjort. Hvis ikke, bør du kontakte Udbetaling Danmark og rapportere ændringerne.

Desuden kan din husleje stige enten årligt eller ved forbedringer, renoveringer og lign. Du skal selv gøre opmærksom på en ændring, da det ikke rapporteres automatisk.

En lejestigning gør at boligstøtten også skal reguleres – dette er til din fordel.

Har din indkomst ændret sig, bør du kontrollere, at det er de rigtige tal, der er opgjort.

Dit lejemåls boligstørrelse ændres normalt ikke, men kan være forkert oplyst eller opmålt. Derfor kan det komme til din fordel, hvis du via. www.bbr.dk registeret tjekker opgørelsen for ejendommen.

Vær opmærksom på, at arealet, du kan få boligstøtte til, har en øvre grænse, men ændres ved flere beboere eller hvis en i husstanden er bevægelseshæmmet.

Desuden er der en række andre faktorer, som kan spille ind. Disse forhold kan du læse mere om i: Vejledning om individuel boligstøtte

Her kan du se en film om, hvorfor din boligstøtte kan ændre sig fra måned til måned.

 

Baggrunden

En gang om året gør Udbetaling Danmark din boligstøtte op for at sikre, at du har fået det rigtige udbetalt. Udbetaling Danmark henter oplysninger om indkomsten fra årsopgørelsen fra Skattestyrelsen. Herefter ses der på, om indkomstoplysningerne er forskellige fra de oplysninger, du tidligere har fortalt Udbetaling Danmark.

Det er vigtigt, at du giver Udbetaling Danmark besked, hvis du ikke er enig i de indkomstoplysninger, de har brugt i din 2018-opgørelse. Kig derfor brevet godt igennem.

Hvis du har boligstøtte til gode, så bliver de udbetalt 4 uger efter, at du har modtaget din opgørelse.

Hvis du skal betale boligstøtte tilbage, så modtager du et indbetalingskort inden for 7 uger efter, at du har modtaget opgørelsen. Du kan ikke betale, før du har fået indbetalingskortet. Du kan søge om en individuel afdragsordning hos Udbetaling Danmark, så du ikke skal betale hele beløbet på én gang.

Husk, at hvis du har boet sammen med andre, så tæller deres indkomst med i opgørelsen af din boligstøtte.

Har du spørgsmål?

Du kan få svar på de mest stillede spørgsmål om opgørelsen af din boligstøtte på www.borger.dk/boligstøtte-opgørelse

Hvis du har flere spørgsmål eller er uenig i din opgørelse, kan du også ringe til Udbetaling Danmark på 70 12 80 63.

 

Læs mere…
30-08-2019

Studerende og lejebevægelsen udgiver “5 gode råd” til boligsøgende studerende

Tusindvis af nye studerende starter på uddannelser landet over, og mange skal derfor finde tag over hovedet i nye byer. Det presser et allerede presset boligmarked, hvor der er alt for få boliger relativt til mængden af studerende. Rigtigt mange unge og studerende oplever derfor at havne i usikre lejeforhold, eller ender i udsatte situationer når de skal ind på boligmarkedet. Derfor har Danske Studerendes Fællesråd (DSF) sammen med Lejernes Landsorganisation (LLO) i fællesskab udgivet 5 gode råd til unge og studerende, inden der underskrives lejekontrakter. 

Rådene hjælper bl.a. de studerende med at navigere i om lejekontrakten er i orden, at undgå prisstigninger og indberette fejl og mangler inden for 14 dage. Sammen med studenterrådene på landets universiteter har Danske Studerendes Fællesråd og Lejernes Landsorganisation trygt tusindvis af flyers og omdelt materialet digitalt til nye studerende i hele landet.  

 

Formand for DSF, Johan Hedegaard Jørgensen udtaler:

"Der er massive boligproblemer for studerende hvor mængden af reelt tilgængelige studieboliger overhovedet ikke er fulgt med behovet. Det gør at studerende i stigende grad er desperate for at få tag over hovedet, især i og omkring studiestarten gør det denne gruppe særligt udsat for usikre lejeforhold.” 

 

Formand for LLO, Helene Toxværd udtaler: 

”Det er svært at få foden ind på boligmarkedet, hvis du ikke har en høj indtægt eller ikke har været skrevet op på venteliste i lang tid. Studerende er derfor særligt hårdt ramt.” Helene forsætter ”Vores besked til de studerende er, at de har rettigheder som lejere, og at vi kan hjælpe dem, hvis de får problemer med deres udlejer. De skal også vide hvordan de undgår at falde i de ”fælder”, som vi desværre ser nye studerende falde i hvert år.”

 

Boligmanglen i de større studiebyer er de sidste år eksploderet, og en ny undersøgelse fra Dansk Byggeri peger på at der akut mangler 22.000 studieboliger for at dække studiestarten. Mange studerende ender derfor med at bo midlertidigt, usikkert eller med et betale urimeligt høje priser for meget små lejemål. Hos DSF er man glade for kampagnen, men mener at oplysning ikke kan stå alene - der skal politisk handling til. Hertil uddyber Johan: 

Vi laver den her kampagne for at informere og hjælpe nye studerende så de ikke bliver klemt, men problemets rod findes hos de politikere der i alt for mange år har siddet på hænderne og ikke har taget et voksende problem seriøst - det kræver at der bygges mange flere betalelige boliger, og hellere i år end næste år” 

 

For yderligere kommentarer eller spørgsmål, kontakt formand for Danske Studerendes Fællesråd, Johan Hedegaard Jørgensen på johan@dsfnet.dk eller på tlf: 28 19 45 00 

Formand for Lejernes Landsorganisation, Helene Toxværd på tox@llo.dk eller tlf: 20 60 96 65 

Læs mere…
30-08-2019

LLO Herning får nyt telefonnummer og ny telefontid

Fra uge 36 får LLO Herning nyt telefonnummer og ny telefontid.

LLO Hernings nye nummer er 71 94 74 77, og den ny telefontid er tirsdage fra kl. 13 til kl. 18.
 
Personlig henvendelse  også om tirsdage  fra kl. 13 – kl. 18.
 
Læs mere…
< 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54  >

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser