Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

14-09-2023

Kan min kone overtage, hvis jeg dør først?

Et medlem har spurgt sin rådgiver, om hans kone kan overtage lejemålet, hvis han går bort før hende? Se svaret herunder.

Som ugifte/samlevende skal man være opmærksom på, at man skal have haft "fælles husstand", hvis ens samlever skal kunne overtage lejemålet.

 

Hej LLO,

Jeg er gift og har et lejemål i København. Hvis jeg dør først, vil min kone så kunne overtage mit lejemål. Vi har ligeledes et sommerhus, hvor vi opholder os meget af året.

Vil en sådan overtagelse blive betragtet som fraflytning af mit dødsbo og tilflytning af min kone/enke, som derved udløser fraflytningssyn og fortabelse af evt. indestående på vedligeholdelseskonto?

Hvis det er tilfældet, skal jeg vel være ekstra opmærksom på at anvende vedligeholdelseskontoen, før jeg dør!

MVH - og god sommerferie

Lejer

 

LLO’s svar:

Kære Lejer,

Tak for jeres mail.

Så længe i er gift, er man i lejeloven sikret på den bedste måde. I forhold til det scenarie, du opstiller her, kan jeg bekræfte, at din ægtefælle har ret til at overtage lejeforholdet.

Det følger af lejelovens § 163, stk. 1 ”Dør lejeren, har ægtefællen ret til at fortsætte lejeforholdet”. I dette tilfælde er der ikke nogen krav til længden af jeres ægteskab, og der er heller ikke krav om, at man skal have haft fælles husstand. Det gør derfor ikke noget, hvis din kone opholder sig i sommerhuset. Derudover så følger det af LL § 164, at det samme vil gælde, hvis du på grund af alder eller sygdom skal flytte i ældre- eller plejebolig.

Det vil i så fald betyde, at din ægtefælle fortsætter på uændrede vilkår og beholder din lejekontrakt og vedligeholdelseskonto. Der skal heller ikke laves et flyttesyn.

Såfremt I har flere spørgsmål hører jeg gerne fra jer.

 

Venlig hilsen

Robert Nedergaard

Juridisk rådgiver, LLOH

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
11-09-2023

Godt nyt om nettoprisindekset

Danmarks Statistik oplyser, at inflationen er faldet til sit laveste niveau i næsten to år. Nettoprisindekset steg med 2,8% ift. august 2022, det er det laveste niveau siden oktober 2021.

Nettoprisudviklingen er dermed noget under huslejeloftet på 4%.

Det er gode nyheder for lejerne med en nettoprisindekseringsklausul i lejekontrakten.

Bemærk at huslejeloftet fra 2022 alene er et loft. Hvis udviklingen i nettoprisindekset er lavere end 4%, er det udviklingen, der gælder.

Når udviklingen er 2,8% for august 2022-2023 så reguleres huslejen på baggrund heraf er den maksimale stigning 2,8% og ikke 4%.

Forrige måned oplevede en lille stigning (3,6% ift. forrige måned sidste år), men nu går udviklingen igen den rigtige vej.

Bemærk endeligt, at en række andre takster i lejelovgivningen også reguleres med nettoprisindekset (fx hensættelser til vedligeholdelse), som derfor også får betydning for lejere, der ikke får hele deres husleje reguleret efter reglerne om nettoprisindeksering.

Læs mere på Danmarks Statistiks hjemmeside: 

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
08-09-2023

Alment projekt løber med Renoverprisen 2023

Rudkøbing Gamle Skole på Langeland vandt torsdag aften Renoverprisen 2023. Skolen er en signaturbygning i byen og er et godt eksempel på, hvordan nye funktioner i historiske bygninger kan sikre nyt liv i både bygninger og lokalområde, skriver Renoverprisen på deres hjemmeside.

Vi finder i LLO det glædeligt, at det er lykkedes at anvende eksisterende byggeri til nye formål, og at bygningen nu fungerer som almene ældreboliger.

”Rudkøbing Gamle Skole er et flot eksempel på, hvordan man kan puste nyt liv i en bygning og et lokalområde ved at udnytte nogle af alle de gamle skoler rundt om i landet, som bliver nedlagt, fordi eleverne samles på større skoler. Det kan andre kommuner godt lade sig inspirere af,” udtaler Karen Mosbech, Formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg, der understreger, at vinderen er fundet blandt et stærkt felt af nominerede projekter.

Læs om prisen her

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
07-09-2023

Leder: Lovgivning med tilbagevirkende kraft – Nej tak!

LLO´s medlemsblad Vi Lejere nr. 3. 2023 er færdigtrykt og på vej mod medlemmernes postkasser.

Det første vi deler er Landsformand Helene Toxværds leder, hvori hun adresserer et problem: at regeringen med sammenskrivningen af de to lejelove - boligreguleringsloven og lejeloven - desværre planlægger at lovgive med tilbagevirkende kraft og belønne udlejere, der har lavet ulovlige vilkår i deres kontrakter med lejerne.

Læs mere her

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
01-09-2023

Udlejer krævede 23.101 kr. for ridse i gulv!

En fraflytningssag har været i Huslejenævnet, hvor den blev afgjort til lejers fordel.

Sagen begyndte, da et LLO Herning medlem fraflyttede et lejemål beliggende i Ikast-Brande Kommune.

Ved fraflytningen reklamerede udlejer flere forhold, som udlejer mente skyldtes lejers misligholdelse af lejemålet. Det omhandlede bl.a. en ridse på et gulv og nogle mindre reparationer i køkkenet, men udlejer fremsendte ingen flytteopgørelse og tilbageholdte blot lejers depositum på 21.000 kr. 

Efter LLO indbragte sagen for nævnet, opgjorde udlejer det krav han mente at have lidt, og indhentede i den forbindelse tilbud på udbedring af ridsen på gulvet på hhv. 17.151 kr. og 23.101 kr. idet han mente at der var behov for udskiftning af hele gulvet.

Nævnet nedsatte beløbet

Nævnet godkendte udlejers krav vedrørende materialer til køkkenet, men nedsatte beløbet til montering til 500 kr. Derudover godkendte nævnet at lejer skulle hæfte for den ridse der var i gulvet, men nedsatte beløbet til 5000 kr. 

Udlejers krav om istandsættelse på lejers regning bortfaldt, da udlejer ikke fremsendte en flytteopgørelse. 

Udlejer har fulgt nævnets afgørelse og lejer har bekræftet at hun fik 14.704 kr. retur, ud af det samlede depositum på 21.000 kr. 

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

 

Læs mere…
31-08-2023

Altan.dk konkurs

Bor du til leje og har din forening et altan-projekt fra konkursramte Altan.dk?

Som lejer bør man som hovedregel ikke blive økonomisk ramt af en sådan konkurs efter lejelovens regler.

Læs artikel fra DR.dk

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
25-08-2023

Udlejers ulovlige opkrævninger gav 9.863 kroner retur til lejer

En lejer fra Samsø henvendte sig til LLO´s Servicekontor i Aarhus efter at have modtaget et krav fra sin udlejer om en huslejestigning på 1000 kr. pr. måned, samt krav om betaling for varme, hvor udlejer også krævede en stigning i acontobetalinger.

Huslejestigningen blev med det samme kendt ugyldig, og juristen tog efter aftale med lejer kontakt til udlejer vedrørende forbrugsafregningen for lejemålet.

Ulovlige opkrævninger

Da rådgiveren først fik set hele sagskomplekset igennem, åbenbarede der sig et helt scenarie af ulovligheder.

• Det viste sig at der blev opkrævet acontobetalinger til vand, selvom der ikke opsat lovpligtige individuelle forbrugsmålere i lejemålet, og det medførte et tilbagebetalingskrav mod udlejer.

• Lejer og udlejer havde sidste år aftalt, at lejer fremadrettet selv skulle stå for levering af el til lejemålet, hvilket lejer gjorde. Udlejer fortsatte dog med at opkræve betaling for el.

• Lejer havde aldrig modtaget forbrugsregnskaber – herunder heller ikke varmeregnskaber.

Efter skriftlig og telefonisk dialog med udlejer, om de forskellige krav, endte opgørelsen således:

• Tilbagebetaling af vand: 10.666,56 kr.

• Tilbagebetaling af el: 1.666,65 kr.

• Forlig vedrørende varmeregnskab for 2023, hvor lejer eftergav 2.469,80 kr.

Efter endt aftale med udlejer har lejer fået 9.863,41 kr. retur.

Sagen kunne være indbragt for Huslejenævnet, men lejer havde også et ønske om at få sagen hurtigt afsluttet, derfor fremsatte Servicekontoret i Aarhus ovennævnte forligsforslag, hvilket udlejer har accepteret og lejer har modtaget pengene.

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

 

Læs mere…
23-08-2023

Blackstone har flest sager i Huslejenævnet.

Sager om for høje huslejer, også kaldet huslejens størrelse, tynger fortsat blackstone-selskabet Kereby, der med en pæn margen er den udlejer, som har flest sager i Huslejenævnet.

Til børsen siger Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden, om Kerebys mange sager:

“Kereby er blevet bedre og et mere professionelt selskab efter Blackstone-indgrebet. De har dog fortsat rigtig mange sager, for Kereby er i en klasse for sig, når det kommer til at sætte lejen for højt. De (Kereby, red.) sætter lejen noget højere end andre ejendomsinvestorer”.

Artiklen kræver abonnement.

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
22-08-2023

Debatindlæg: Hvad skal bornholmerne bo i?

Bornholm: Byg mange flere almene boliger og skærp bopælspligten. Det er velprøvet medicin andre steder i Europa, påpeger Claus Højte, direktør i Lejernes Landsorganisation Hovedstaden, i et debatindlæg i Bornholms Tidende (kræver abonnement).

Årsagen er, at øens mange fastboende har oplevet et øget boligpres, siden man i 2013 delvist ophævede reglerne for bopælspligt på øen, og at opførelsen af bl.a. almene boliger er ikke eksisterende.

- Det er man godt klar over i Regionskommunen. I kommunens boligstrategi fra 2018 slog man fast, at der inden 2028 skulle bygges 1.200 nye boliger, og at der skulle være flere almene boliger, sådan at øen kunne rumme 42.000 indbyggere, der nogenlunde kunne få en bolig, der passede dem, skriver Claus Højte.

Men indtil nu er intet nævneværdigt sket

Turismen på Bornholm er en stor succes, men bagsiden af succesen ser man ved, at mange fastboende bornholmere ikke kan konkurrere med de stigende boligpriser.

Som Claus Højte formulerer det:

 - Det, et frit marked ikke kan løse, er, hvor man så gør af de borgere, der ikke har midlerne til at betale de stigende boligpriser. Det oplever man mange attraktive steder i verden, hvor turismen presser oprindelige borgeres muligheder for at få eller beholde en bolig. For eksempel Barcelona, hvor lokalregeringen nu udsteder bøder på op mod 150.000 kroner, hvis man som boligejer udlejer sin bolig via Airbnb uden at have fået tilladelse (og den er svær at få) - eller i Berlin, hvor man helt har forbudt ferieudlejning af boliger.

Den betalelige bolig er en af velfærdssamfundets grundsøjler...

Arbejde, uddannelse, sundhedsydelser - og ikke mindst en sund og betalelig bolig - er de grundsøjler vores velfærdssamfund bygger på. På trods af disse grundsøjler, har man i LLO Hovedstaden, som bl.a. rådgiver bornholmske lejere, oplevet en lang række sager om udlejning af dårligt vedligeholdte lejeboliger, siger Claus Højte.

- Men der er er revner i boligsøjlen på Bornholm. Vi har i de senere år set en lang række sager, hvor usle rønner er blevet lejet ud til bornholmere til skyhøje huslejer. Det har man kunnet læse i denne avis (Bornholms Tidende). Og antallet af helårsboliger er faktisk stagneret siden 2010. Det og den delvise afskaffelse af bopælspligten gør, at pengestærke købere fra resten af Danmark har kunnet presse prisen på boligerne op. Samtidig er der mangel på boliger, der er egnede til ældre. Samlet set svarer de nuværende boligmuligheder på Bornholm ikke til behovene. Har man penge nok, kan man altid få den bolig, man ønsker - men det er der mange, der ikke har. Og der er mange bornholmere i den generation, der så småt begynder at overveje at flytte i en mindre og ældreegnet bolig.

Ifølge LLO og Claus Højte er opførslen af flere almene boliger og en stramning af bopælspligten to væsentlige elementer i en samlet løsning for Bornholm, hvis kommunen vil sikre bornholmerne gode og betalelige boliger.

- De almene boliger er en væsentlig del af løsningen. For det første er danske almene boliger nogle af de bedst vedligeholdte og med deres relativt lave husleje kan de betales af næsten alle. Og så kan de ved deres blotte eksistens bidrage til at dæmpe prisstigningerne i private udlejningsboliger og på ejerboligerne. Dem der bor i almene boliger glade for det, især i ældreboliger. Faktisk er 94 procent af ældre, der bor i almene ældreboliger, tilfredse med deres boliger (Videnscenter Bolius).

- Og så er der bopælspligten. Hvis man vil bevare Bornholm, hvor der sideløbende med turismen er plads til helt almindelige Bornholmere, der går på arbejde og bor på øen hele ugen, så kan det ikke nytte at give for mange dispensationer fra, at man faktisk skal bo på øen, hvis man vil eje en bolig.

- Begge dele er redskaber, som regionskommunen råder over. Hvis den vil sikre borgerne på Bornholm - dem alle sammen - gode og betalelige boliger, så har den faktisk mulighed for det: Sørg for at får bygget mange flere almene boliger og skærp bopælspligten. Det er velprøvet medicin andre steder i Europa.

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

 

Læs mere…
18-08-2023

Anmeld byggeskader med det samme

Beboer og bygherre har begge ansvar for at opdage skader på byggeriet. Og det gælder om at handle hurtigt, hvis man vil undgå huslejestigninger, lyder budskabet fra Byggeskadefonden, skriver BL´s Fagbladet Boligen.

Byggeskadefondens juridiske chef, Henriette Mygind Krempel, advarer om ikke at vente for længe, når man opdager en skade:

”Du skal handle hurtigt, hvis fonden skal dække skaden. Ellers kan du tabe dine rettigheder. Skader, der springer i øjnene, skal du reagere på med det samme,” slår hun fast.

Selvom det er boligorganisationens ansvar at ejendommen er vedligeholdt, så ender regningen ved forsømmelse som regel hos beboerne, da der er balanceleje i de almene boliger og kun beboerne til at betale.

Hvis man som almen beboer oplever skader og forfald, hvad enten det er udvendigt, på fællesarealer eller i egen bolig, så skal man kontakte driftpersonalet, så skaden kan blive anmeldt.

Læs mere her

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
< 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53  >

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser