FSB tromler lejere på Christianshavn
LLO er på kant med nogle af de store almene boligorganisationer, der forhindrer almene afdelinger i at tilslutte sig LLO. Tidligere har AAB udstedt forbud mod tilknytning til en af lejerorganisationerne.
Senest er det FSB, der har forhindret beboerne i en bebyggelse på Christianshavn i at få et forslag til afstemning på et møde, hvor samtlige fremmødte beboere havde tilkendegivet, at de ønskede tilknytning til LLO i Hovedstaden.
Jurist i LLO i Hovedstaden, Henrik Gøttrup, der overværede mødet, er af den opfattelse, at beboernes indflydelse på egen boligsituation er blevet groft tilsidesat, fordi forslagene klart falder inden for et afdelingsmødes kompetence. Derfor kan dirigenten ikke fratage et afdelingsmøde retten til at foretage en afstemning, mener han.
Landsformand Helene Toxværd, LLO, er stærkt betænkelig ved boligorganisationernes opfattelse af beboerdemokrati. "Det er nogle gange noget, man bruger i festtalerne", siger hun.